Vanebrydernes værdier
Det er centralt for Vanebryderne at arbejde i overensstemmelse med vores værdier – både internt i firmaet og i relation til vores kunder og dem, vi samarbejder med.
Demokrati og deltagerstyring – fordi forandringsprocesser skal være til gavn for alle
Vi tror på, at mennesket har potentiale til at skabe forandringer i deres eget liv og i forhold til problemer i samfundet. De skal bare have en reel mulighed. Alt for mange beslutninger bliver truffet langt væk fra de folk, de vedrører. Efterhånden bliver der dog også lavet mange projekter med borgerinddragelse, arbejdspladsdemokrati etc. Når disse projekter ikke får stor tilslutning drages konklusionen, at folk er uinteresserede i at deltage i demokratiet. Vi tror snarere, at det skyldes, at projekterne enten ikke giver reel indflydelse eller ikke er tilrettelagt på en måde, der appellerer til de folk, man søger at inddrage.
Vi vil gerne være med til at sikre, at demokratiske processer tilrettelægges sådan, at flere folk får lyst til at deltage og være med til at udvikle samfundet. Vi arbejder på at finde alternative borgerinddragelsesmetoder. Vi ønsker at give folk redskaber og indsigt, der sætter dem selv i stand til at sætte gang i forandringsprocesser.
Forandring – fordi det er sundt at tænke i nye baner og ikke hæmmes af gamle vaner
Vi ønsker med vores arbejde at være med til at skabe samfundsmæssige forandringer.
Forandringen iværksætter vi via demokratiske deltagelsesprocesser.
Vi involverer os ikke i et projekt alene med det formål at skabe demokrati - der skal også være et indhold ud over det. Derimod ser vi demokrati og deltagelse som en vigtig forudsætning for at skabe bæredygtige forandringsprocesser.
At give medarbejdere, kolleger og venner mulighed for indflydelse mener vi også kræver, at man har lyst til forandring og tør prøve noget nyt. På den måde kan man bedre give nye ideer en chance.
Åbenhed og kommunikation – fordi dialog er afgørende for et godt forløb
Det er vigtigt for os altid at sikre kommunikation og åbenhed i arbejdet, så alle i forløbet oplever en god og konstruktiv dialog. Vi ønsker, at alle parter fra start har klart definerede roller, så der ikke opstår misforståelser om ansvarsområder.
Vi deler gerne vores viden, visioner, metoder og erfaringer med vores samarbejdspartnere. Vi stiller krav til vores arbejde og siger fra, hvis vi ikke kan acceptere rammerne for et projekt og ikke tror, det kan følges til dørs.
Læring – fordi vi alle skal udvikle os
Det er vigtigt, at både vi og vores kunder lærer noget af vores fælles projekt. Vi ser vores arbejde som en gensidig læreproces, hvor både vi og vores kunder får nogle kvalifikationer og udvikler os. Det er vigtigt at denne udvikling er både afbalanceret og bæredygtig i en større sammenhæng. For at dette kan ske værdsætter vi ro, reflektion og mellemrum.
Desuden skal projektet give en forandring, som er meningsfuld for begge parter. Derfor er vi åbne overfor vores samarbejdspartneres ideer og forslag til rammer for et forløb.
Det er vigtigt for os, at både vi og vores kunder har tid til at reflektere over projektet undervejs, så ting kan tages op i tide og gøre projektet bedre. Løbende evalueringer er vigtige i arbejdet med udviklingsprocesser.
Vi værdsætter respons fra vores kunder, da det giver os øget motivation til arbejdet.
Hvordan kommer vores værdier til udtryk i praksis?
- Vi planlægger forløbet sammen med de involverede parter og lytter til deres ideer.
- De metoder, vi arbejder med, er alle baseret på en høj grad af deltagerinvolvering.
- Vi søger at skabe rum for den størst mulige grad af indflydelse, alt efter deltagergruppens forudsætninger. Vi er dog bevidste om, at der må være en balance mellem at lytte til deltagernes ønsker og fungere som øjenåbner og præsentere deltagerne for nogle muligheder, de ikke selv havde forestillet sig.
Etik i vores arbejde
Vores værdier er centrale i vores arbejde. Derfor vil vi kun påtage os jobs, hvis vores kunder er indstillede på, at der kan ske store og gennemgribende forandringer alt efter deltagernes ønsker. Vi er også meget opmærksomme på at følge vores projekter til dørs. Målet med vores arbejde er nemlig at sikre at resultaterne af vores deltagerorienterede metoder ikke ender som varm luft uden handling. Det er afgørende at deltagerne udvikler sig så de til slut er i stand til selv at starte forandringsprocesser.